Bulletin #1/2008 fra eksperimentalgastronomisk forskningsafsnit
skrevet i Mad og drikke den 3. januar 2008
Eksperimentel gastronomi er en herlig ting. Især når det er en så kyndig udøver som Danielle der står for den. Dagens opskrift var ingen undtagelse. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal kalde det, men lad os lave et forsigtigt bud:
Kåldolmere med laks og spinat
- 10-12 blade hvidkål
- 750g Laks
- Helbladet spinat
- 1/4l madlavningsfløde
- 3-4 spsk dild
- salt og peber
Pil hvidkålshovedet fra hinanden. Dette er den sværeste del, da de enkelte blade skal være intakte. De løse blade koges i 30 minutter, eller til de er møre. Lad dem dryppe lidt af, og skær laksen ud i stykker på ca. 100g – eller hvad der nu passer til bladene. Laks, spinat og krydderier pakkes ind i kålbladene, der bindes sammen med bomuldsgarn. Kålpakkerne brunes på en pande (vi havde lidt hjemmelavet hvidløgssmør stående, men andet går sikkert også) i et par minutter. Efter bruning arrangeres de i et ildfast fad sammen med fløde, og steges i oven ved 200C i en god halv time.
Ved karaktergivningen bagefter, blev vi enige om at næste gang ville vi prøve at lave en god bechamelsovs med masser af muskat, og fyld den med ind i pakkerne. Det er ikke afprøvet, men hvis du gør dig en erfaring med det, hører vi gerne kommentarer dertil.
Skriv en kommentar