Hybris og Nemesis
skrevet i Teknik den 4. april 2008
Hybris var den størst tænkelige synd i det antikke Grækenland. Det var det åndelige hovmod, der fik mennesker til at glemme der var forskel på dem og guderne, og kaste sig ud i såre overmodige handlinger. Det græske panteon havde naturligvis også en gud med afstraffelse af kæphøje mennesker i porteføljen, Nemesis. I mine øjne er Nemesis og Hybris en elegant måde at udtrykke den dualisme der er tale om, og der er da heller ingen tvivl om at det er en fortælling der er udviklet over lang tid. Det har givet den en tidløshed, der gør den brugbar, selv i vores dages oplyste samfund.
Jeg har begået den synd at installere en tidlig udgave af et nyt theme, uden at checke at det nu rent faktisk virkede. Det så jo godt nok ud, mens jeg var logget ind, men for folk uden den rigtige cookie, var oplevelsen alt andet end god. Det største problem var at det ikke var praktisk muligt at skrive en kommentar. Felterne til navn, e-mail og URL er nemlig usynlige, og WordPress var indstillet til at kræve en email. Med andre ord — det var kun spambots der kunne finde ud af at kommentere. Der er rettet op på problemet nu.
Min beklagelse til dem der har været frustrerede over det, og tak til MygRa for at gøre opmærksom på det.
Skriv en kommentar