Verden ifølge Wegge

I Danmark har vi Red barnets netfilter. I Storbritannien findes der noget tilsvarende, Internet Watch Foundation. Som det er her i landet, er teorien bag organisationen, at forhindre udspredelse af børneporno via internettet. Og det er der jo ingen der kan have noget imod … for den slags rammer jo aldrig ved siden af.

Det gør det så indimellem.  Den 5. december blev der oprettet en fejlrapport, gående på at alle britiske brugere af wikipedia tilsyneladende havde den samme IP-adresse. I takt med at sagen blev undersøgt, viste det sig at det var IWF der var på spil. Problemet er angiveligt gengivelsen af coveret fra Scorpions album Virgin Killer, der af uransagelige årsager, pludselig er blevet til børnepornografi. Man kan undre sig over at et 32 år gammelt pladeomslag pludselig er blevet så farligt, at man skal forhindre folk i at få det at se på internettet, når det selvsamme billede har været solgt helt åbenlyst i pladeforretninger.

Heldigvis er Red barnets hysterifilter ikke nået dertil endnu, men jeg gruer for den dag hvor det sker.

UPDATE 7/12-2008:

Nyhedsdækning fra Wikinews (På engelsk)

UPDATE 8/12-2008:

Wikimedias blog og den officiele udtalelse. (Begge på engelsk)

Så blev vi gift

Sådan skrev Annelo for et par dage siden. Og det har hun jo sådan set ret i. Så her på B+57, er det nok på høje tid. I modsætning til rigtig mange andre valgte vi ikke at blive gift den 8 august. Vielsen skete i stedet på en ganske almindelig borgerlig lørdag, nemlig den 9. august.

Og datoen viste sig at være rigtig velvalgt. Vi ramte den eeste dag indenfor en 2-3 uger, hvor der var decideret godt vejr. Torsdag inden, hvor vi havde trommet den nærmestboende del af familie og venner sammen til at hjælpe med at stille telt op, begyndte det at stå ned i stænger. En overgang faldt der 1mm/minut. Det er så meget at selv den mest velsyede teltsøm ikke kan holde til vandtrykket. Det medførte en noget deprimeret stemning, da vandet begyndte at dryppe ind gennem taget. For slet ikke at tale om de 5-8 cm vand der sneg sig ind underteltsiderne. Heldigvis klarede det op i løbet af fredagen, så der var nogenlunde tørt sidst på dagen. Og lørdag formiddag kom solen, og tørrede det sidste.

Selve dagen gik som den skulle, omend der var alt for kort tid. Problemet med at invitere 80 gæster, er at inden man føler man har nået at hilse ordentligt på dem alle, er de første allerede på vej ud af døren. Vi håber vi nåede at få snakket i det mindste en lille smule med alle, men hvis der nu er nogen af jer der sidder og læser med her, og føler jer forsømte, er vi kede af det. Og nu vi er ved forsømmeligheden, så har vi sjusket noget så vederstyggeligt, så vi har ikke fået sendt takkekort endnu. De er trykt nu, og vil blive sendt ud en af de nærmeste dage.

Efter at have ligge stille hen over sommeren, fik jeg et pludseligt og uventet anfald af nu skal der ske noget! Så efter jeg havde plantet 75 fed hvidløg (mere om det senere), og dagen stadig så god ud, fik jeg støvet cyklen af og snublekysen på. Og så gik den ud over stepperne. Men i guder da hvor det var hårdt at komme i gang igen. Det er delvist selvforskyldt, for jeg kunne jo bare have afholdt mig fra absolut at skulle være kæk, grænsende til det overmodige, og køre rigtig langt med vinden i ryggen på udturen. Men det gjorde jeg, og betalt prisen på hjemturen. Især turen fra Gelsted til Rørup var noget af en udfordring. Det var stik imod vinden, og trafikmængden gjorde det til et noget ubehageligt stykke vej at færdes på. En anden gang vil jeg nok foretrække at finde en mindre befærdet vej som alternativ til det stykke. Eller gå ind i kommunalpolitik i Assens kommune med en dagsorden om flere cykelstier.

Den lange sommerpause sætter sit tydelige spor. Det var årets nedtur, med en gennemsnitshastighed på kun 13 km/t, og selv om jeg hiver alle undskyldningerne med at jeg tog billeder, blev ringet op og skulle have viklet kæden ud af kranken, er det stadig noget under det tempo jeg gerne ville kunne holde. Så der er nok ikke anden udvej end at få cyklet noget mere mens vejret stadig er til det.

21. september 2008, 23 km 1:44:54

På kogepunktet

Der er hedebølge for tiden. Det giver sig udslag i at gulvvarmen i badeværelset ikke bruger varme. Det er i og for sig godt nok, men det har den spændende bivirkning at fyret kommer op på en pænt høj temperatur. Det er sådan at styringen hælder en smule træpiller på hvert tyvende minut for at holde ild i brænderen. Og det er altså nok til at hive driftstemperaturen et stykke op over de normale 65-70 grader.

Jeg er lidt spændt på om der kommer en balance i tingene, så fyret bare holder fanen (og temperaturen højt), eller om termosikringen på et tidspunkt beslutter sig for at sige stop.

Mens jeg var i Spanien, blev jeg tagget af Thomas Widmann. Og inden jeg nåede at få gjort noget ved det, kom Nr 65 også med. Den muntre spøg er i al sin enkelhed et tilfældigt dyk ned i folks læsevaner:

1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 123
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse instruktioner.
5. Kommentér citatet.
6. Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig.

Og da jeg allerede havde et udestående tag, da nummer to ramte mig, må det være den der var gældende. Nedenstående uddrag er fra Vilhelm Grønbechs Nordiske myter og sagn. Det er sagnet om kongesønnen Hading, der efter hans far er blevet dræbt, bliver opfostret hos en jætte, Vagnhøfde. Vagnhøfde har også en datter, Hardegreip, der er blevet forelsket i ham.

Hading svarede at det sømmede sig ikke for mennesker at elske jætter og stræbe ud over deres eget mål; men Hardegreip svarede: “Hvis du ræddes, fordi jeg er så stor, da skal du vide at jeg kan forvandle min skikkelse efter som jeg lyster; når en fjende truer mig, vokser min krop helt op til skyerne, og da kan ingen modstå mine arme; men når jeg selv vil, bliver jeg så lille og spæd, at jeg kan hvile i din favn.” Hading gav nu efter for hendes kærlighed, og hun fulgte ham overalt og beskærmede ham mod ondt. Da Hading følte sig stærk nok til at tage det op med kæmper, begav han sig ud for at søge hævn over sin fader.

Og nu kunne jeg godt tænke mig at vide hvad Danielle, Dorte Toft, Neurox, Classy og Hr. Stenstrop læser.

Nationalbankdirektøren har formastet sig til at udtale sig _{(P1 business)} om noget der ellers burde være hans naturlige ressort: Danmarks nationaløkonomi. Nationalbankens halvårsrapport indeholder den såre indlysende observation at fuld beskæftigelse medfører en voldsom fare for den langsigtede konkurrenceevne. Det burde være indlysende for enhver at eksportvirksomhedernes konkurrenceevne bliver svækket i takt med at de danske lønninger stiger mere end de gør i udlandet. Det burde også være selvindlysende at fuld beskæftigelse skaber et voldsomt lønpres. Nationalbankdirektøren har så konstateret at det nok ville være bedre for nationaløkonomien, hvis der var en passende mængde arbejdsløse, der kan lægge en dæmper på den truende lønfest. Men det er bestemt ikke faldet i god jord.

En større stribe politikere, med Henrik Sass Larsen som den skarpeste kritiker, er faldet i svime over det. Det er desværre såre forudsigeligt at en socialdemokrat i opposition griber sådan en chance til at lufte den golde ideologi. Hvorvidt HSL og de andre politikere tror på deres retorik, eller om de bare er kyniske nok til at markere sig, er ikke synderligt vigtigt. Uanset årsagen, er det ikke synderligt ansvarligt at foregøgle danskerne at den nuværende lønstigning og inflation kan fortsætte uden konsekvenser. Og værre endnu, så er det udtryk for en noget nær kriminel hisorieløshed, ikke at ville indse at den danske økonomi er på vej i samme retning som den Hollandske var det i 1980-erne: En relativ kort opblomstring af økonomien i en 5-6 år, efterfulgt af 15 år med recession.

Der er naturligvis ikke stemmer i at fortælle folk at de skal skrue ned for forventningerne. Når inflationen får aflivet eksportvirksomhederne, er der naturligvis heller ikke stemmer i at fortælle de til den tid arbejdsløse, at det var deres egen grådighed der kostede dem jobbet. Derimod er der stemmer i at lade som om virkeligeden lader sig underordne politisk ideologi.

мебелиJeg skal til Spanien. Desværre er det ikke strandhygge, grisefester og høj sol der står på programmet. Det kunne ellers være rart, men det er arbejdet der trænger sig på. Og selv hvis der var noget fritid, ville den ikke være specielt anvendelig på denne tid af året. Jeg skal til A Coruña. Det er en by i det nordvestligste hjørne af Spanien. I modsætning til de flestes forestillinger om sydens sol, er vejret som i Bergen. Gennemsnitstemperaturen er lidt højere, men det er den eneste forskel. Det regner altid. Vitterligt altid. Det har noget at gøre med bjergene der ligger lige bag byen — og i øvrigt gør landing i lufthavnen noget spændende — som presser den fugtige atlanterhavsluft så højt op at den ikke kan holde på fugten. Typisk starter regnen omkring 18:00, når man er på vej tilbage til hotellet. Det er en af vores store kunder jeg skal besøge, så i løbet af de sidste ni år, har jeg sammenlagt været der i mere end tre måneder. I løbet af den tid har jeg oplevet en uge hvor det ikke regnede mindst en gang om dagen.

Så nej! Uanset hvad du har af romantiske forestillinger om hvor fedt det må være at have et arbejde der indebærer rejseaktivitet, så tager du fejl. Det typiske jeg, og alle de andre i min situation, ser fra jeg tager hjemmefra, til jeg vender tilbage er:

• Et par lufthavne eller tre.
• Et hotelværelse, og de ligner efter ret kort tid hinanden.
• Indersiden af en fabrikshal, og de ligner virkelig hinanden.

Bliver det eksotisk, er det måske nogle andre lufthavne på hjemturen. Det er sjældent der er tid til at være turist, ikke mindst fordi den typiske arbejdstid er på ti timer om dagen. Vores kunder har sjældent tiden til at lukke produktionen, mens vi arbejder på systemet, så vi får ofte nogle yderst skæve arbejdstider. Så alt i alt er det hårdt arbejde, bare et andet sted, et andet sprog og noget anderledes mad.

Jeg vil ikke ynkes, for jeg har selv valgt mit arbejde. Det er spændende og varieret. Men det er altså ikke en ferietur jeg tager afsted på. Hvis tiden bliver til det, og der rent faktisk er det annoncerede højhastighedsinternet på hotellet, skriver jeg nok en rejsebeskrivelse eller to. Ellers er her radiodødt til på lørdag. Nyd jeres weekend, mens jeg arbejder!

Vi har længe gået og tænkt på at anskaffe nogle havemøbler til gårdhaven. Vi har bare haft lidt svært ved at blive enige om hvad det skulle være for nogen. Jeg har haft lyst til teak, mens Danielle mere har haft lyst til noget hvidmalet. For et par uger siden serverede hun så det overbevisende argument: “Hvidt er pænest til et rødmalet hus med hvide vinduer” Og det er jo rigtigt.

Så vi gik i Bilka og købte et bord og fire stole. Der gik godt nok lidt koks i leveringen, så det endte med at vi stoppede hele læsset i en trailer og kørte det hjem selv. Der skulle lidt samlearbejde til, som det kan ses i fotoalbummet, men det var da til at overse. Nu glæder vi os så til en god lang sommer, med masser af tid til at nyde gårdhaven.

Ret kort tid efter jeg havde mødt Danielle, skulle jeg ud at besøge svigermor for første gang. Danielle skulle til 30 års fødselsdag i Brøderup hos en af hendes kusiner dagen inden. Jeg havde en anden aftale, så planen blev at jeg hentede Danielle hos kunsinen søndag formiddag. Det gik fint at finde dertil, og jeg fik hilst på begge Danielles kusiner og fik en kop kaffe. Da vi skulle derfra, var jeg lidt nervøs ved et elskab der stod lige i hjørnet af indkørslen. Så jeg stoppede og orienterede mig inden den fortsatte bakning. Uheldigvis kom der så et angreb fra den modsatte side af indkørslen. Der stod nemlig en postkasse. En dræberpostkasse! Mens jeg lurede på hvad elskabet kunne finde på, sprang den op ad jorden, vendte vrangen ud af sig selv, og bed en ordentlig flænge i min bil. Lige siden den dag, har jeg på fornemmelsen af jeg omtales som “Ham med postkassen” i den side af familien.

Men nu har jeg langt om længe fundet beviset for at den slags sker. Det er ikke chaufføren der er noget galt med. Nej, det er simpelthen tilsyneladende uskyldige genstande, der pludselig springer frem og bider sig fast. Min dybeste medfølelse til Hr. Stenstrop.

Det elektroniske rejsekort er nu blevet udskudt på ubestemt tid. Der er tilsyneladende tale om den sædvanlige historie om et offentligt udbud, der går i vasken. Tiden vil vise om det er urealistiske krav, underbudgettering eller slet og ret for mange interessenter, hver med deres modsatrettede krav.

Den tekniske side af sagen burde ikke være en stor udfordring, da der findes en række forskellige løsninger. En af dem, Hong Kongs Octopus, har været i drift i over ti år. Singapore har EZ-Link, et system der har været i brug siden 2001. EZ-Link har haft de samme børnesygdomme som lader til at have stoppet det danske projekt. Det oplagte ville være at studere implementationen af disse to kort, og om ikke andet undgå at gentage andres fejl.

Det er nærliggende at bruge lejligheden til at klandre regeringen for inkompetence og uduelighed, men det ville være for let. Det er ikke første gang et offentligt projekt kører af sporet. I flæng kan vi nævne Amanda, DeMars, EPJ og IC4. Så det lader til at være en systematisk fejl i den danske (stats)forvaltning. Og det er her min under bryder ud i lys lue. Hvorfor er det at den samme farce får lov til at gentage sig den ene gang efter den anden?

Pudsigt nok, har Dorte Toft netop skrevet om manglende mod og feje direktører. Det jeg hæfter mig ved, både i hendes blogindlæg og klummen, er at det alt for ofte er indførslen af et nyt IT-system der skal være den drivende kraft bag en mere grundlæggende forandringsproces. Og når topledelsen mangler modet til at bakke 100% op om forandringen, er det IT-chefen der ender som syndebukken. Jeg ser de nuværende problemer med det elektroniske rejsekort, såvel som de fire andre offentlige katastrofer, som et udslag af dette manglende mod. I rejsekortets tilfælde, kunne det være nærliggende at se på den mildest talt uigennemskuelige takststruktur der nu gør sig gældende, hvor regionale busselskaber, DSB og kommunale bybusselskaber skal have enkeltbiletter, klippekort og periodekort til at gå op i en højere enhed. Jeg tror det virkelige problem ligger her. Hele historien har i alt fald en afsmag af at man sætter strøm på et gennembureaukratiseret system, der har udlevet sig selv. Når skeletterne begynder
at rasle ud af skabene, ligger fejlen hos den der åbnede lågen, og ikke hos dem der anbragte dem der i første omgang.