Verden ifølge Wegge

Det elektroniske rejsekort er nu blevet udskudt på ubestemt tid. Der er tilsyneladende tale om den sædvanlige historie om et offentligt udbud, der går i vasken. Tiden vil vise om det er urealistiske krav, underbudgettering eller slet og ret for mange interessenter, hver med deres modsatrettede krav.

Den tekniske side af sagen burde ikke være en stor udfordring, da der findes en række forskellige løsninger. En af dem, Hong Kongs Octopus, har været i drift i over ti år. Singapore har EZ-Link, et system der har været i brug siden 2001. EZ-Link har haft de samme børnesygdomme som lader til at have stoppet det danske projekt. Det oplagte ville være at studere implementationen af disse to kort, og om ikke andet undgå at gentage andres fejl.

Det er nærliggende at bruge lejligheden til at klandre regeringen for inkompetence og uduelighed, men det ville være for let. Det er ikke første gang et offentligt projekt kører af sporet. I flæng kan vi nævne Amanda, DeMars, EPJ og IC4. Så det lader til at være en systematisk fejl i den danske (stats)forvaltning. Og det er her min under bryder ud i lys lue. Hvorfor er det at den samme farce får lov til at gentage sig den ene gang efter den anden?

Pudsigt nok, har Dorte Toft netop skrevet om manglende mod og feje direktører. Det jeg hæfter mig ved, både i hendes blogindlæg og klummen, er at det alt for ofte er indførslen af et nyt IT-system der skal være den drivende kraft bag en mere grundlæggende forandringsproces. Og når topledelsen mangler modet til at bakke 100% op om forandringen, er det IT-chefen der ender som syndebukken. Jeg ser de nuværende problemer med det elektroniske rejsekort, såvel som de fire andre offentlige katastrofer, som et udslag af dette manglende mod. I rejsekortets tilfælde, kunne det være nærliggende at se på den mildest talt uigennemskuelige takststruktur der nu gør sig gældende, hvor regionale busselskaber, DSB og kommunale bybusselskaber skal have enkeltbiletter, klippekort og periodekort til at gå op i en højere enhed. Jeg tror det virkelige problem ligger her. Hele historien har i alt fald en afsmag af at man sætter strøm på et gennembureaukratiseret system, der har udlevet sig selv. Når skeletterne begynder
at rasle ud af skabene, ligger fejlen hos den der åbnede lågen, og ikke hos dem der anbragte dem der i første omgang.

Vi var på besøg hos mine forældre i weekenden. Og da min mor er aktiv på Fjordcenteret ved Randers fjord, endte vi naturligvis med at tage et smut forbi. Jeg fik set et eksemplar af den kinesiske uldhåndskrabbe i levende live. Desværre ville bæstet ikke vende den fotogene side til, så jeg måtte nøjes med et profilbillede. Selv om den ser ret nuttet ud med de pelsbeklædte klosakse, har den åbenbart en kedelig vane med at underminere diger og flodbredder, når den yngler. Derfor har den stakkels indvandrer fået prædikatet invasiv art.
Lige nu udstiller fjordcenteret en større samling filtfigurer. En del er lavet med afsæt i den nordiske mytologi, så der er både en midgårdsorm og en moderne fortolkning af Odins ravne, Hugin og Munin. De er blevet gendigtet til et par farvestrålende sladdertanter, der ikke nøjes med at fortælle hvad der er sket ude i verden, men tilsyneladende også diskuterer det temmeligt højlydt.

Der er flere farvestrålende filtdyr og andre billeder fra fjordcenteret i mit nyopsatte fotoalbum.

Vi var på besøg hos mine forældre i himmelfartsweekenden. Fredag aften kom vi til at snakke om laksegl, og hvordan man bruger dem. Til min store overraskelse, havde min mor en skuffe med gamle seglstempler liggende. Der var også en stang segllak, så vi skulle lige prøve at bruge dem, men det viste sig at være temmeligt bøvlet. Allerførst er der det med at få lakken smeltet. Diverse historiske film har forledt mig til at tro man smelter lakstangen over åben ild. Det virker delvist – lakken smelter da. Desværre går der også ild i den, så man sidder med nogle små svedne lakdråber ud over det hele. Det er givetvis noget der kræver øvelse at sætte et fornuftigt segl på et dokument. Jeg spekulerer på om det smarte er at knække et stykke af lakstangen, og smelte det i en ske, eller noget i den retning. Når man ser på fordums tiders laksegl, er der i alt fald ikke alle de her svedne stumper i, så på en eller anden måde må det jo kunne lade sig gøre. Om ikke andet må det blive til en tur i den gamle by, eller et andet levende museum, hvor man kan finde nogen at aflure kunsten fra.

Nu hvor jeg langt om længe fik købt mig det nødvendige sikkerhedsudstyr, blev det tid til at angribe den sidste vej ud af byen. Jeg har længe tænkt på at turen op til Erholm (og videre til Grønnemose) ville være et cykelmæssigt mareridt. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. Hvadenten det nu er fordi jeg er ved at komme en lille smule i form, eller fordi Danielle har overtalt mig til at skære ned på rygningen, kunne jeg tage bakken i rimeligt højt tempo. Nu viste det sig også at den slet ikke er så høj som den ser ud til, hvilket også hjælper med. Det værste ved den tur var faktisk at vejen er ret smal. Hvis jeg en dag ender på en opstillingsliste til kommunalvalget i Assens kommune, vil min valgplatform være Flere cykelstier til Aarup!

På vejen mellem Erholm og Rørup, faldt jeg over et såre morsomt skilt. Jeg kunne ikke stå for at vise det, nu hvor jeg selv er flittig bruger af GPS-navigation. Senere på turen fandt jeg et tilsvarende skilt i den modsatte ende af grusvejen. Jeg lurer lidt på hvad der har forårsaget at den undertavle er blevet sat op, for det er altså kun trafik fra afkørsel 55 på E20 til en 5-6 veje, der kan få min GPS til at sende trafik den vej. Det ender nok med at min nysgerrighed får mig til at køre turen, og spørge de folk der bor på vejen hvad det er der har givet anledning til skiltningen.

Jeg havde egentlig planer om at køre helt til Rørup, men tiden blev lidt knap, så jeg skød genvej ned ad Saltmosegyden. Det lyder som et stednavn med en historie af en art, så der er noget at hjemsøge lokalhistorisk arkiv over. Videre herfra over Nedermarken — et meget spøjst stednavn, da det ligger 15-20 meter højere end Aarup — og tilbage gennem det nederste hjørne af Erholms skov. Jeg gjorde et kort stop på broen over jernbanen, for at se om der skulle komme noget interessant forbi. Det gjorde der ikke rigtigt, men det blev i det mindste til et billede af MFB 5246, desværre under en værre gang køreledningssalat. Godtnok er eltog en smart ting, men jeg kunne nu stadig godt tænke mig at de blev implementeret på samme måde som min barndoms LEGO-tog, nemlig med et par slæbesko og en strømførende skinne mellem køreskinnerne. Rent visuelt ville det pynte at slippe for alle masterne i landskabet.

30. april 2008, 9,9 km 42:46

Danielle fangede mig på vores P2P snak, og spurgte: Findes der er hurtig måde at erstatte et tegn med et andet i en tekstfil? Efter lidt snak frem og tilbage, fandt jeg ud af at problemet var en megabyte resultater fra et mikroskop, der brugt punktum som decimalseparator, og en excel der insisterer på at bruge kommaer til det samme. Notepad, wordpad og emacs var langsomme. Danielle havde desværre ikke Cygwin installeret, så rådet om at bruge

sed  -b 's/\./,/g' <fil.txt >medkomma.txt

var desværre heller ikke helt anvendeligt. Det endte med at hun sendte filerne til mig, og efter 400ms var de formastelige punktummer erstattet med kommaer I mellemtiden var notepad gået helt ned. Tag den Bill!

Der er helt klart en pointe her. Jeg ved bare ikke helt hvordan den skal formuleres. Nok noget i retning af: “Når man skal slå søm i er hammeren det ultimative værktøj.”

For nogle dage siden lovede jeg at jeg ikke ville køre på cykel før jeg fik fat på en hjelm til formålet. Faktisk krævede det en tur til Bilka i Hundige, før jeg fandt et sted der forhandlede noget jeg kunne have hovedet i. Bilka er i virkeligheden ikke den mest ophidsende forretning at handle i, specielt ikke en lørdag eftermiddag. Men nu var det altså der man kunne få en snublekyse.

Danielle havde allerede været ude at købe en ny for en god måneds tid siden. Den så rimelig hæderlig ud, og SCO ville gerne lægge navn til den. Prisen var også til at leve med. Desværre kunne jeg ikke have hovedet i det her højteknologiske vidunder med 8 forskellige indstillingsmuligheder. End ikke i størrelse XL. Så vi måtte kigge videre på hvad der ellers var. På hylden ved siden af fandt vi så en anden og lidt billigere cykelhjelm af et mig totalt ukendt mærke. Den passede. Det ydre udseende var lidt anderledes med en anden farve og knap så mange riller. Men indeni var de komplet ens, helt ned til den pudsige detalje med pilen der fortalte hvad der var frem og tilbage. Så reelt set lader det til at den eneste forskel på de to hjelme har været 15% ekstra på prisen for en med et mærkevarenavn på.

Og nu må det gerne holde op med at regne, så jeg kan komme ud at få den afprøvet.

Mit bud på det perfekte udseende findes ikke. I det mindste har jeg ikke kunnet finde det. Så jeg er gået i gang med det der på engelsk omtales som “Eating one’s own dog food”.

Jeg har sat en ekstra weblog op, som jeg bruger til at skrible noter om udseendet ned i, efterhånden som jeg kommer i tanke om dem. Samtidig bruger jeg tags og kategorier som en slags ad-hoc issue tracker. Det er ikke det perfekte værktøj, men det er godt nok. Og samtidig er det med til at fastholde fokus på hvad opgaven egentlig er.

Jeg laver nogle snapshots indimellem, så der er noget fornuftigt at se på, hvis udviklingsarbejdet midlertidigt skulle vælte udseendet totalt. Det nyeste af slagsen findes altid her.

Jyllands-Posten har været på strandhugst ved CNN. Det blev til en opskruet overskrift om menneskehedens mirakuløse redning fra at uddø for 70.000 år siden. På overfladen ser den meget tilforladelig ud, der er henvisninger til National Geographic, og en udtalelse fra en palæontolog, der er “imponeret over undersøgelsens resultater”. Sikkert noget der kunne give 8-9 efter den nye karakterskal på journalisthøjskolen.

Der er bare et par problemer. For det første er der ikke ligefrem tale om en nyhed. Nu gider jeg ikke læse de sidste to års arkiver af Jyllands-Posten igennem, for at påvise at avisen allerede har skrevet om forskningen før. Resultaterne stammer fra National Geographics Genographic Project, der har kørt i et par år.

Projektet har det mål at kortlæge folkevandringer gennem tiden ved hjælp af analyse af mitochondrielt DNA (engelsk wikipedia), der i modsætning til DNA i almindelighed, nedarves i stort set uændret form fra mor til barn. Dermed kan man analysere mDNA-prøver fra folk i hele verden, og kortlægge deres ophav meget langt tilbage i tiden. Og det er så her man kommer frem til den opsigtsvækkende konklusion at der måske var kun 2000 mennesker for 70.000 år siden. Det lille uskyldige ord måske, røg ud i den journalistiske proces. Desværre røg den informative værdi med den udeladelse. Karakteren 0 herfra.

Der er nemlig et par såre indlysende (det burde de være, selv for en journalistelev) ting der gør sig gældende:

• mDNA nedarves kun fra kvinder.
• Analysen af mDNA fortæller kun hvilke kvinder, der har nulevende efterkommere, der har haft lyst til at betale 100$ for at deltage i projektet.
• Rent matematisk skulle jeg have et par fantasillioner forfædre for 70.000 år siden.
• Var homo sapiens ikke blevet til noget, ville en af de andre efterkommere af homo erectus have siddet og undret sig over det samme spørgsmål.

Så i virkeligheden er det ikke så fantastisk en opdagelse, at det berettiger til den alarmerende overskrift. Den nuværende kortlægning fortæller hvor mange af de kvinder der levede for 70.000 år siden, der har nulevende efterkommere. Den fortæller ikke hvor mange der rent faktisk levede dengang. Eller om deres efterkommere ville have levet endnu, hvis de ikke skulle have kæmpet om pladsen.

Og så er der den pinagtige matematiske sandhed. Jeg har to forældre, fire bedsteforældre, otte oldeforældre og sektsten bedsteforældre. Med en gennemsnitlig generationslængde på 25 år, er der 3000 generationer fra den udsletningstruede menneskemængde i Afrika og mig. Hvis jeg bare bliver ved med bevidstløst at fordoble antallet af forfædre tilbage i tiden, ender jeg med et tal på mere end 900 cifre. Og det er åbentlyst umuligt. Så der er en god mængde indavl i blandt minde forfædre, lige så vel som alle andres. Og denne indavl påvirker naturligvis også resultatet af en global undersøgelse. Faktisk så meget at det snarere burde være overraskende at der er så mange forskellige variationer af mDNA i omløb.

Endelig er der det med at det er så fantastisk heldigt at vi alligevel overlevede. Det er overhovedet ikke fantastisk. Var homo sapiens uddød, ville vi ikke sidde her, 70.000 år senere, og undre os. Vi ville være uddøde, mens en anden slags mennesker, som for eksempel Neanderthalmennesket, ville undre sig over at de var så tæt på slet ikke at blive til noget.

Teknologirådet har begået en diger rapport om Brugernes it-sikkerhed. Jeg har læst den, og jeg græmmes. Arbejdsgruppens opgave var ellers såre tiltalende: “… lette den enkelte brugers håndtering af egen it-sikkerhed og dermed øge det generelle it-sikkerhedsniveau.” Resultatet stemmer bare ikke synderligt godt overens med opgaven.

For det første er hele rapporten gennemsyret af den underliggende holdning at der kun findes et operativsystem, Microsoft Windows, og der findes kun en måde at sikre det på: At dynge mere software op omkring det. Det giver naturligvis nogle problemer for de stakkels Mac-brugere, der fremover ikke må bestille bøger på biblioteket online, fordi deres computer ikke har det rigtige software installeret.

Hvordan man i det hele taget forestiller sig at en computer skal kunne sikkerhedsscannes på en måde der giver andet end falsk tryghed, er i sig selv et rigtigt godt spørgsmål. En computer der er gemt bag en firewall eller router, vil afvise enhver form for adgang fra det her hypotetiske offentlig system, der skal udstede synsattester. Det vil formentlig ret hurtigt ende med at der skal installeres en ActiveX-komponent af en art, før kontrollen kan gennemføres. Det kræver så at man bruger den notoriske sikkerhedsbrist over dem alle, Internet Explorer. Og så er der det med at skulle installere software fra et websted… Jeg troede pointen var at højne folks sikkerhedsbevidsthed.

Alternativt kan man naturligvis nøjes med at lade sikkerheds­scanningen foretage uden at installere software på den scannede computer. Det bliver så til en ren paradeforestilling, der ikke afslører nogle problemer, og derfor giver falsk tryghed.

Kommentarerne til Version2′s artikel er ret informative.

Update:

Dorte Toft har den samme mening.

For et stykke tid siden brugte vi det meste af en weekend på at pille en efeu af muren ind til naboen. Den del der hang over muren, og på naboens side af den, har langt om længe fundet ud af at den er død, og har opgivet at hænge fast. Så for et par dage siden fik vi lempet resterne af den ned fra muren.

Desværre tog den de fleste af teglstenene på toppen af muren med sig. Naboen og jeg blev enige om at ødelæggelserne var så store, at det nok bedst kunne svare sig at lægge en helt ny række tegl. Og det gjorde vi så i dag. Desværre løb vi tør for mørtel, inden vi løb tør for mur, men vi kom da godt og vel halvvejs. Resten skulle være til at overse.

Til gengæld har jeg et større arbejde foran mig, med at få resterne af den pokkers efeu pillet af muren. Den har i forvejen taget en del af pudset med sig, så jeg spekulerer på om ikke det letteste er at fjerne resten, og pudse den op fra bunden.