Vi skal have en madkanon. Dan Jørgensen har besluttet at vi danskere ikke har den fornødne mængde pli i omgangen med mad.  Objektivt set bruger vi heller ikke den samme mængde penge på mad som andre europæere. Jeg tror ikke sådan en simpel sammenligning i sig selv siger noget om hvor god mad vi spiser. Og tallet kan i sig selv ikke understøtte påstanden om at vi alle sidder og spiser spaghetti bolognese foran fjernsynet.

I dagens udgave af Berlingske Tidende, bliver sløret  løftet for hvordan kanoniseringen skal løbe af stablen. Proceduren tegner ikke i retning af et folkeligt projekt.

Det folkelige projekt ville være at have en hjemmeside, hvor man lod folk komme med forslag, og havde et par studentermedhjælpere ansat til at gruppere de indkommende forslag. Efter en passende tid, ville man så have en rangliste over hvad vi almindelige danskere ser som nationalretter. Retter som flæskesteg, frikadeller, stegt flæsk og medisterpølse, ville nok få en prominent placering der.

Men dels ville det være for nemt, dels er der risikoen for at vi vælger noget forkert. Vi skal i stedet gennem en kompliceret process, hvor der er en nærmest indbygget garanti for et fravalg af det traditionelle danske køkken. Den indledende runde er opdelt i otte regioner, hvor vi skal komme med forslag. Jeg er født i Østjylland, har boet i Himmerland i en årrække, er nu bosiddende på Fyn, og er iøvrigt svært begejstret for de dele af det Sønderjyske køkken, som min hustru har bibragt mig. Hvilken region hører jeg til? Jeg kan selvfølgelig lyve mig til at være Bornholmer, men det giver jo nok en vis slagside i retning af egnsretter på bekostning af det stegte flæsk.

Efterfølgende skal en af otte kokke udvælge tre retter, der så skal gennem en regional finale. Og her hopper kæden virkeligt af, hvis det skulle forestille at være et folkeligt projekt. Man skal være ualmindeligt naiv, hvis ikke en kok vil vælge denne lejlighed til at profilere sig selv. Så frikadellerne og medisterpølsen får næppe mange chancer, uanset hvor mange gange de bliver foreslået. Jeg vil snarere forvente at de udvalgte retter bliver nogen hvor Claus Meyer og hans kollegaer kan konkurrere med hinanden i discipliner som brændt hø, kvan, torskehoveder og multebær. Det bliver utvivlsomt nogle interessante bud, men jeg kan ikke forestille mig at nogle af buddene vil indeholde de ting, som normalt er at finde i et gennemsnitligt køkken.

NÃ¥r kommissoriet pÃ¥ denne mÃ¥de har sat den almindelige dansker udenfor indflydelse, skal vi sÃ¥ igennem en skueproces, hvor der først skal vælges en regional favorit. Mit kyniske gæt er at der er sÃ¥ fÃ¥, der overhovedet kan forholde sig til kandidaterne, at det bliver de regionale spelt-ghettoer, der bestemmer hvilken ret der skal videre til finalen. Hvis det ender sÃ¥dan, er der endnu en omgang favorisering af det outrerede. Finalen, hvor den danske “nationalret” skal udvælges blandt disse otte regionale favoritter bliver dermed en farce, der ikke har ret meget med det folkelige køkken at gøre, men derimod en regulær gang smagsdommeri fra speltsegmentet.

Jeg har ladet pessimismen få frie tøjler. Det indrømmer jeg blankt, men jeg er rimelig sikker på at jeg den 20. november kan lave en opfølgning, uden at få dårlig samvittighed. Jeg tror nemlig ikke Dan Jørgensens interesse for dansk madkultur handler om at dokumentere hvad danskerne rent faktisk spiser. Det handler om at markedsføre Dan Jørgensen, så han bliver valgt ved næste folketingsvalg.