En gang imellem, og især når man har travlt grænsende til det punkt hvor man risikerer at udmatte sig selv, skal man huske at slappe af. Nu er jeg så heldig at jeg har et par katte der kan bidrage på det punkt, men lige nu nænner jeg ikke at forstyrre. Kom ikke her og fortæl at en 15 år gammel kat ikke stadig kan det her med selv-iscenesættelse.
Efter et meget moderat ikke-fysisk pres fra Danielle, fik jeg den indlysende gode ide at invitere hende i byen på restaurant kvægtorvet i Odense. Og det var helt klart mad fra gastronomiens første division. Jeg er ikke madanmelder af profession, så jeg vil ikke til at rode mig ud i en længere udredning af hvad menuen bestod af. Jeg har linket til den som den ser ud nu (Spansk Varme i VinterKulden), og hvis du læser dette senere, må du håbe på at archive.org har gemt en udgave for eftertiden.
Jeg vil i stedet glæde mig over den top-professionelle betjening jeg oplevede fra de tjenere vi kom i konmtakt med i løbet af aftenen. De havde alle styr på både menu og vinkort, og besvarede alle mine spørgsmål på samme imødekommende måde, hvadenten de var tåbelige eller ej (og der har givetvis været et par dumme imellem). Det var en gennemført behaglig oplevelse i de fire timer vi var der, og jeg kan ærgre mig over at jeg ikke har fået taget mig sammen til at invitere fruen til huset i byen noget tidligere. Det er helt klart ikke sidste gang vi har været på kvægtorvet. Det var en godt sammensat menu, med tilhørende vin, som jeg ikke selv kunne have kommet bare i nærheden af at få til at hænge sammen. Og med de mange forskellige smagsindtryk der blev præsenteret, gik vi derfra med en helt anderledes mæthedsfornemmelse end den man normalt oplever. Det var tæt på sensorisk overbelastning. Og helt klart en anbefalelsesværdig oplevelse.
Sådan skrev Annelo for et par dage siden. Og det har hun jo sådan set ret i. Så her på B+57, er det nok på høje tid. I modsætning til rigtig mange andre valgte vi ikke at blive gift den 8 august. Vielsen skete i stedet på en ganske almindelig borgerlig lørdag, nemlig den 9. august.
Og datoen viste sig at være rigtig velvalgt. Vi ramte den eeste dag indenfor en 2-3 uger, hvor der var decideret godt vejr. Torsdag inden, hvor vi havde trommet den nærmestboende del af familie og venner sammen til at hjælpe med at stille telt op, begyndte det at stå ned i stænger. En overgang faldt der 1mm/minut. Det er så meget at selv den mest velsyede teltsøm ikke kan holde til vandtrykket. Det medførte en noget deprimeret stemning, da vandet begyndte at dryppe ind gennem taget. For slet ikke at tale om de 5-8 cm vand der sneg sig ind underteltsiderne. Heldigvis klarede det op i løbet af fredagen, så der var nogenlunde tørt sidst på dagen. Og lørdag formiddag kom solen, og tørrede det sidste.
Selve dagen gik som den skulle, omend der var alt for kort tid. Problemet med at invitere 80 gæster, er at inden man føler man har nået at hilse ordentligt på dem alle, er de første allerede på vej ud af døren. Vi håber vi nåede at få snakket i det mindste en lille smule med alle, men hvis der nu er nogen af jer der sidder og læser med her, og føler jer forsømte, er vi kede af det. Og nu vi er ved forsømmeligheden, så har vi sjusket noget så vederstyggeligt, så vi har ikke fået sendt takkekort endnu. De er trykt nu, og vil blive sendt ud en af de nærmeste dage.
Efter at have ligge stille hen over sommeren, fik jeg et pludseligt og uventet anfald af nu skal der ske noget! Så efter jeg havde plantet 75 fed hvidløg (mere om det senere), og dagen stadig så god ud, fik jeg støvet cyklen af og snublekysen på. Og så gik den ud over stepperne. Men i guder da hvor det var hårdt at komme i gang igen. Det er delvist selvforskyldt, for jeg kunne jo bare have afholdt mig fra absolut at skulle være kæk, grænsende til det overmodige, og køre rigtig langt med vinden i ryggen på udturen. Men det gjorde jeg, og betalt prisen på hjemturen. Især turen fra Gelsted til Rørup var noget af en udfordring. Det var stik imod vinden, og trafikmængden gjorde det til et noget ubehageligt stykke vej at færdes på. En anden gang vil jeg nok foretrække at finde en mindre befærdet vej som alternativ til det stykke. Eller gå ind i kommunalpolitik i Assens kommune med en dagsorden om flere cykelstier.
Den lange sommerpause sætter sit tydelige spor. Det var årets nedtur, med en gennemsnitshastighed på kun 13 km/t, og selv om jeg hiver alle undskyldningerne med at jeg tog billeder, blev ringet op og skulle have viklet kæden ud af kranken, er det stadig noget under det tempo jeg gerne ville kunne holde. Så der er nok ikke anden udvej end at få cyklet noget mere mens vejret stadig er til det.
Mens jeg var i Spanien, blev jeg tagget af Thomas Widmann. Og inden jeg nåede at få gjort noget ved det, kom Nr 65 også med. Den muntre spøg er i al sin enkelhed et tilfældigt dyk ned i folks læsevaner:
Og da jeg allerede havde et udestående tag, da nummer to ramte mig, må det være den der var gældende. Nedenstående uddrag er fra Vilhelm Grønbechs Nordiske myter og sagn. Det er sagnet om kongesønnen Hading, der efter hans far er blevet dræbt, bliver opfostret hos en jætte, Vagnhøfde. Vagnhøfde har også en datter, Hardegreip, der er blevet forelsket i ham.
Hading svarede at det sømmede sig ikke for mennesker at elske jætter og stræbe ud over deres eget mÃ¥l; men Hardegreip svarede: “Hvis du ræddes, fordi jeg er sÃ¥ stor, da skal du vide at jeg kan forvandle min skikkelse efter som jeg lyster; nÃ¥r en fjende truer mig, vokser min krop helt op til skyerne, og da kan ingen modstÃ¥ mine arme; men nÃ¥r jeg selv vil, bliver jeg sÃ¥ lille og spæd, at jeg kan hvile i din favn.” Hading gav nu efter for hendes kærlighed, og hun fulgte ham overalt og beskærmede ham mod ondt. Da Hading følte sig stærk nok til at tage det op med kæmper, begav han sig ud for at søge hævn over sin fader.
Og nu kunne jeg godt tænke mig at vide hvad Danielle, Dorte Toft, Neurox, Classy og Hr. Stenstrop læser.
Ret kort tid efter jeg havde mødt Danielle, skulle jeg ud at besøge svigermor for første gang. Danielle skulle til 30 års fødselsdag i Brøderup hos en af hendes kusiner dagen inden. Jeg havde en anden aftale, så planen blev at jeg hentede Danielle hos kunsinen søndag formiddag. Det gik fint at finde dertil, og jeg fik hilst på begge Danielles kusiner og fik en kop kaffe. Da vi skulle derfra, var jeg lidt nervøs ved et elskab der stod lige i hjørnet af indkørslen. Så jeg stoppede og orienterede mig inden den fortsatte bakning. 
Uheldigvis kom der sÃ¥ et angreb fra den modsatte side af indkørslen. Der stod nemlig en postkasse. En dræberpostkasse! Mens jeg lurede pÃ¥ hvad elskabet kunne finde pÃ¥, sprang den op ad jorden, vendte vrangen ud af sig selv, og bed en ordentlig flænge i min bil. Lige siden den dag, har jeg pÃ¥ fornemmelsen af jeg omtales som “Ham med postkassen” i den side af familien.
Men nu har jeg langt om længe fundet beviset for at den slags sker. Det er ikke chaufføren der er noget galt med. Nej, det er simpelthen tilsyneladende uskyldige genstande, der pludselig springer frem og bider sig fast. Min dybeste medfølelse til Hr. Stenstrop.
Vi var på besøg hos mine forældre i weekenden. Og da min mor er aktiv på Fjordcenteret ved Randers fjord, endte vi naturligvis med at tage et smut forbi. Jeg fik set et eksemplar af den kinesiske uldhåndskrabbe i levende live. Desværre ville bæstet ikke vende den fotogene side til, så jeg måtte nøjes med et profilbillede. Selv om den ser ret nuttet ud med de pelsbeklædte klosakse, har den åbenbart en kedelig vane med at underminere diger og flodbredder, når den yngler. Derfor har den stakkels indvandrer fået prædikatet invasiv art.
Lige nu udstiller fjordcenteret en større samling filtfigurer. En del er lavet med afsæt i den nordiske mytologi, så der er både en midgårdsorm og en moderne fortolkning af Odins ravne, Hugin og Munin. De er blevet gendigtet til et par farvestrålende sladdertanter, der ikke nøjes med at fortælle hvad der er sket ude i verden, men tilsyneladende også diskuterer det temmeligt højlydt.
Der er flere farvestrålende filtdyr og andre billeder fra fjordcenteret i mit nyopsatte fotoalbum.
Vi var på besøg hos mine forældre i himmelfartsweekenden. Fredag aften kom vi til at snakke om laksegl, og hvordan man bruger dem. Til min store overraskelse, havde min mor en skuffe med gamle seglstempler liggende. Der var også en stang segllak, så vi skulle lige prøve at bruge dem, men det viste sig at være temmeligt bøvlet. Allerførst er der det med at få lakken smeltet. Diverse historiske film har forledt mig til at tro man smelter lakstangen over åben ild. 
Det virker delvist – lakken smelter da. Desværre gÃ¥r der ogsÃ¥ ild i den, sÃ¥ man sidder med nogle smÃ¥ svedne lakdrÃ¥ber ud over det hele. Det er givetvis noget der kræver øvelse at sætte et fornuftigt segl pÃ¥ et dokument. Jeg spekulerer pÃ¥ om det smarte er at knække et stykke af lakstangen, og smelte det i en ske, eller noget i den retning. NÃ¥r man ser pÃ¥ fordums tiders laksegl, er der i alt fald ikke alle de her svedne stumper i, sÃ¥ pÃ¥ en eller anden mÃ¥de mÃ¥ det jo kunne lade sig gøre. Om ikke andet mÃ¥ det blive til en tur i den gamle by, eller et andet levende museum, hvor man kan finde nogen at aflure kunsten fra.
Nu hvor jeg langt om længe fik købt mig det nødvendige sikkerhedsudstyr, blev det tid til at angribe den sidste vej ud af byen. Jeg har længe tænkt på at turen op til Erholm (og videre til Grønnemose) ville være et cykelmæssigt mareridt. Det viste sig heldigvis ikke at være tilfældet. Hvadenten det nu er fordi jeg er ved at komme en lille smule i form, eller fordi Danielle har overtalt mig til at skære ned på rygningen, kunne jeg tage bakken i rimeligt højt tempo. Nu viste det sig også at den slet ikke er så høj som den ser ud til, hvilket også hjælper med. Det værste ved den tur var faktisk at vejen er ret smal. Hvis jeg en dag ender på en opstillingsliste til kommunalvalget i Assens kommune, vil min valgplatform være Flere cykelstier til Aarup!
På vejen mellem Erholm og Rørup, faldt jeg over et såre morsomt skilt. Jeg kunne ikke stå for at vise det, nu hvor jeg selv er flittig bruger af GPS-navigation. Senere på turen fandt jeg et tilsvarende skilt i den modsatte ende af grusvejen. Jeg lurer lidt på hvad der har forårsaget at den undertavle er blevet sat op, for det er altså kun trafik fra afkørsel 55 på E20 til en 5-6 veje, der kan få min GPS til at sende trafik den vej. Det ender nok med at min nysgerrighed får mig til at køre turen, og spørge de folk der bor på vejen hvad det er der har givet anledning til skiltningen.
Jeg havde egentlig planer om at køre helt til Rørup, men tiden blev lidt knap, sÃ¥ jeg skød genvej ned ad Saltmosegyden. Det lyder som et stednavn med en historie af en art, sÃ¥ der er noget at hjemsøge lokalhistorisk arkiv over. Videre herfra over Nedermarken â et meget spøjst stednavn, da det ligger 15-20 meter højere end Aarup 🙂 â og tilbage gennem det nederste hjørne af Erholms skov. Jeg gjorde et kort stop pÃ¥ broen over jernbanen, for at se om der skulle komme noget interessant forbi. Det gjorde der ikke rigtigt, men det blev i det mindste til et billede af MFB 5246, desværre under en værre gang køreledningssalat. Godtnok er eltog en smart ting, men jeg kunne nu stadig godt tænke mig at de blev implementeret pÃ¥ samme mÃ¥de som min barndoms LEGO-tog, nemlig med et par slæbesko og en strømførende skinne mellem køreskinnerne. Rent visuelt ville det pynte at slippe for alle masterne i landskabet.
30. april 2008, 9,9 km 42:46[maptype=G_HYBRID_TYPE;gpxelevationheight=150;width=500;height=400;align=center]
For nogle dage siden lovede jeg at jeg ikke ville køre på cykel før jeg fik fat på en hjelm til formålet. Faktisk krævede det en tur til Bilka i Hundige, før jeg fandt et sted der forhandlede noget jeg kunne have hovedet i. Bilka er i virkeligheden ikke den mest ophidsende forretning at handle i, specielt ikke en lørdag eftermiddag. Men nu var det altså der man kunne få en snublekyse.
Danielle havde allerede været ude at købe en ny for en god måneds tid siden. Den så rimelig hæderlig ud, og SCO ville gerne lægge navn til den. Prisen var også til at leve med. Desværre kunne jeg ikke have hovedet i det her højteknologiske vidunder med 8 forskellige indstillingsmuligheder. End ikke i størrelse XL. Så vi måtte kigge videre på hvad der ellers var. På hylden ved siden af fandt vi så en anden og lidt billigere cykelhjelm af et mig totalt ukendt mærke. Den passede. Det ydre udseende var lidt anderledes med en anden farve og knap så mange riller. Men indeni var de komplet ens, helt ned til den pudsige detalje med pilen der fortalte hvad der var frem og tilbage. Så reelt set lader det til at den eneste forskel på de to hjelme har været 15% ekstra på prisen for en med et mærkevarenavn på.
Og nu må det gerne holde op med at regne, så jeg kan komme ud at få den afprøvet.