Hvis jeg havde evnerne til at sælge elastik i metermål, ville jeg starte en virksomhed, der solgte primtal i bekvemme to-styks pakninger. De har naturligvis ikke den store sex-appeal i sig selv, men hvis man pakker dem ind, og kalder dem SSL eller TLS, kan man sælge dem til en astronomisk høj pris. Priserne starter fra 500 kroner om året, og kommer hurtigt op i flere tusinde kroner om året. Ser man nøgternt på det, ligner det unægteligt karteldannelse.
Kategoriarkiv: Teknik
Serverflytning
Serveren der hoster denne blog og andre mere eller mindre vellykkede eksperimenter, er ved at være gammel og træt. Tilbage i 2008 var en dual core Athlon med 2GB hukommelse ganske udmærket til det behov jeg havde. Siden da er der kommet flere sites i folden. Samtidig kan jeg ogsÃ¥ godt mærke at de OS-opgraderinger den har været igennem, begynder at belaste tingene. SÃ¥ nu rykker det hele over pÃ¥ en nyere maskine med masser af hukommelse og fire kerner. Jeg er spændt pÃ¥ hvor lang tid den server holder…
Plagiering er den største form for smiger
Desuagtet Jyllands-Postens noget dystre overskrift, Wikipedia slÃ¥et af Gyldendal, er der efter et hurtigt kig nu ikke sÃ¥ meget wikipedia skal være bange for, fra Gyldendals side af.Â
For det første er softwaren der driver værket en temmeligt hærget udgave af MediaWiki, der er udviklet ganske gratis af utallige frivillige udviklere. Benytter man en gængs metrik for softwarepris, ender man med at wikipedia har foræret Gyldendal en kodebase til en værdi af 3,2 millioner dollars. Selvom dollaren ikke er så meget værd for tiden, er det alligevel 18,75 millioner kroner for de knap 24 mandeår der er i koden. Så selvom MediaWiki er udgivet under en fri licens, der tillader alle at bruge den som de lyster, er der ikke meget hold i at Gyldendal skulle have slået wikipedia på det punkt. Tværtimod har de haft held til at maltraktere den oprindelige software i en grad så brødteksten forsvinder i en moderne broser.
For det andet er Gyldendals forsøg pÃ¥ at komme med pÃ¥ Web 2.0 et rent reklamehelvede. Som man kan se pÃ¥ de to nedenstÃ¥ende skærmdumps, bruger Gyldendal en ret stor del af den tilgængelige plads pÃ¥ at vise reklamer. I eksemplet nedenfor drejer det sig om mere end 30% af pladsen der er sat af til det formÃ¥l. Gyldendal har naturligvis lov til at kapitalisere deres investering som de har lyst til, men jeg tvivler pÃ¥ de fÃ¥r ret meget andet ud af det, end at folk finder ud af hvordan de fÃ¥r deres browser til at frafiltrere reklamerne.Â
For det tredie er artiklerne ikke af en voldsomt bedre kvalitet hos Gyldendal. Sammenligningen her bygger på en tilfældig artikel fra wikipedia, hvor jeg så har fundet den tilsvarende frem hos Gyldendal. Som det kan ses, er artikel fra wikipedia forsynet med betydeligt flere krydsreferencer, har underbyggende illustrationer, og bruger 220 ord på at beskrive de Frie Franske Styrker. Til sammenligning kan Gyldendal brøste sig af at kondensere beskrivelsen til 135 ord, to krydsreferencer og ingen illustrationer. Det retter sig vel hen ad vejen, men i den første lange tid, vil der være tydelige spor af de begrænsninger der følger med at lægge et papirbaseret værk på nettet.
Jeg stak en lille løgn ud ovenfor. Den første tilfældige artikel fra wikipedia var om Jay Gould. PÃ¥ trods af at han var en af de farverige skikkelser i USA’s økonomi i den sidste halvdel af det 19. Ã¥rhundrede, mener Gyldendal Ã¥benbart ikke at han er betydningsfuld nok til at skrive om. Jeg prøvede endda at slÃ¥ hans partner James Fisk op, for det tilfældes skyld at der var tale om en anden variant af navnet. Men Hr. Fisk var heller ikke betydningsfuld nok. Det kan man sÃ¥ undre sig lidt over â¦
For det fjerde er der angiveligt 160.000 artikler i Gyldendals værk, i modsætning til de 103.804 artikler pÃ¥ den danske wikipedia. Det tal vil jeg dog tillade mig at være en smule skeptisk overfor, da wikipedia er betydeligt mere konservativ med hvad et reelt opslag er. Hos Gyldendal er der tre “artikler” om kanaltunelen, hvoraf de to er skrevet over temaet “⦠se Kanaltunelen”. PÃ¥ wikiepedia er der masser af den slags henvisninger, der bare ikke tælles med som et selvstændigt opslag. Hvis man tæller samtlige indgange med, indeholder den danske udgave af wikipedia henved 200.000 artikler. Det er naturligt at Gyldendal har den form de har, da man ikke kan lave en usynlig henvisning i et papirværk pÃ¥ samme mÃ¥de som man kan i et rent elektronisk medie, men det sÃ¥r unægteligt en del tvivl om hvor omfattende et værk det nu er der er stillet til rÃ¥dighed.
Jeg kunne blive ved med at lave sammenligninger der gør Jyllands-Postens overskrift til skamme, men det ville nærme sig usømmelig omgang med døde heste, at tæve videre. Så derfor afholder jeg mig fra at kommentere på de banale begyndervanskeligheder der formodentlig bliver løst i løbet af de næste par dage.
Man kan undre sig
Det elektroniske rejsekort er nu blevet udskudt på ubestemt tid. Der er tilsyneladende tale om den sædvanlige historie om et offentligt udbud, der går i vasken. Tiden vil vise om det er urealistiske krav, underbudgettering eller slet og ret for mange interessenter, hver med deres modsatrettede krav.
Den tekniske side af sagen burde ikke være en stor udfordring, da der findes en række forskellige løsninger. En af dem, Hong Kongs Octopus, har været i drift i over ti år. Singapore har EZ-Link, et system der har været i brug siden 2001. EZ-Link har haft de samme børnesygdomme som lader til at have stoppet det danske projekt. Det oplagte ville være at studere implementationen af disse to kort, og om ikke andet undgå at gentage andres fejl.
Det er nærliggende at bruge lejligheden til at klandre regeringen for inkompetence og uduelighed, men det ville være for let. Det er ikke første gang et offentligt projekt kører af sporet. I flæng kan vi nævne Amanda, DeMars, EPJ og IC4. Så det lader til at være en systematisk fejl i den danske (stats)forvaltning. Og det er her min under bryder ud i lys lue. Hvorfor er det at den samme farce får lov til at gentage sig den ene gang efter den anden?
Pudsigt nok, har Dorte Toft netop skrevet om manglende mod og feje direktører. Det jeg hæfter mig ved, både i hendes blogindlæg og klummen, er at det alt for ofte er indførslen af et nyt IT-system der skal være den drivende kraft bag en mere grundlæggende forandringsproces. Og når topledelsen mangler modet til at bakke 100% op om forandringen, er det IT-chefen der ender som syndebukken. Jeg ser de nuværende problemer med det elektroniske rejsekort, såvel som de fire andre offentlige katastrofer, som et udslag af dette manglende mod. I rejsekortets tilfælde, kunne det være nærliggende at se på den mildest talt uigennemskuelige takststruktur der nu gør sig gældende, hvor regionale busselskaber, DSB og kommunale bybusselskaber skal have enkeltbiletter, klippekort og periodekort til at gå op i en højere enhed. Jeg tror det virkelige problem ligger her. Hele historien har i alt fald en afsmag af at man sætter strøm på et gennembureaukratiseret system, der har udlevet sig selv. Når skeletterne begynder
at rasle ud af skabene, ligger fejlen hos den der åbnede lågen, og ikke hos dem der anbragte dem der i første omgang.
Cygwin for the win!
Danielle fangede mig på vores P2P snak, og spurgte: Findes der er hurtig måde at erstatte et tegn med et andet i en tekstfil? Efter lidt snak frem og tilbage, fandt jeg ud af at problemet var en megabyte resultater fra et mikroskop, der brugt punktum som decimalseparator, og en excel der insisterer på at bruge kommaer til det samme. Notepad, wordpad og emacs var langsomme. Danielle havde desværre ikke Cygwin installeret, så rådet om at bruge
sed -b 's/\./,/g' <fil.txt >medkomma.txt
var desværre heller ikke helt anvendeligt. Det endte med at hun sendte filerne til mig, og efter 400ms var de formastelige punktummer erstattet med kommaer 🙂 I mellemtiden var notepad gÃ¥et helt ned. Tag den Bill!
Der er helt klart en pointe her. Jeg ved bare ikke helt hvordan den skal formuleres. Nok noget i retning af: “NÃ¥r man skal slÃ¥ søm i er hammeren det ultimative værktøj.”
Hundemad
Mit bud pÃ¥ det perfekte udseende findes ikke. I det mindste har jeg ikke kunnet finde det. SÃ¥ jeg er gÃ¥et i gang med det der pÃ¥ engelsk omtales som “Eating one’s own dog food”.
Jeg har sat en ekstra weblog op, som jeg bruger til at skrible noter om udseendet ned i, efterhånden som jeg kommer i tanke om dem. Samtidig bruger jeg tags og kategorier som en slags ad-hoc issue tracker. Det er ikke det perfekte værktøj, men det er godt nok. Og samtidig er det med til at fastholde fokus på hvad opgaven egentlig er.
Jeg laver nogle snapshots indimellem, så der er noget fornuftigt at se på, hvis udviklingsarbejdet midlertidigt skulle vælte udseendet totalt. Det nyeste af slagsen findes altid her.
Teknologiråddent
TeknologirÃ¥det har begÃ¥et en diger rapport om Brugernes it-sikkerhed. Jeg har læst den, og jeg græmmes. Arbejdsgruppens opgave var ellers sÃ¥re tiltalende: “… lette den enkelte brugers hÃ¥ndtering af egen it-sikkerhed og dermed øge det generelle it-sikkerhedsniveau.” Resultatet stemmer bare ikke synderligt godt overens med opgaven.
For det første er hele rapporten gennemsyret af den underliggende holdning at der kun findes et operativsystem, Microsoft Windows, og der findes kun en måde at sikre det på: At dynge mere software op omkring det. Det giver naturligvis nogle problemer for de stakkels Mac-brugere, der fremover ikke må bestille bøger på biblioteket online, fordi deres computer ikke har det rigtige software installeret.
Hvordan man i det hele taget forestiller sig at en computer skal kunne sikkerhedsscannes pÃ¥ en mÃ¥de der giver andet end falsk tryghed, er i sig selv et rigtigt godt spørgsmÃ¥l. En computer der er gemt bag en firewall eller router, vil afvise enhver form for adgang fra det her hypotetiske offentlig system, der skal udstede synsattester. Det vil formentlig ret hurtigt ende med at der skal installeres en ActiveX-komponent af en art, før kontrollen kan gennemføres. Det kræver sÃ¥ at man bruger den notoriske sikkerhedsbrist over dem alle, Internet Explorer. Og sÃ¥ er der det med at skulle installere software fra et websted… Jeg troede pointen var at højne folks sikkerhedsbevidsthed.
Alternativt kan man naturligvis nøjes med at lade sikkerhedsÂscanningen foretage uden at installere software pÃ¥ den scannede computer. Det bliver sÃ¥ til en ren paradeforestilling, der ikke afslører nogle problemer, og derfor giver falsk tryghed.
Kommentarerne til Version2’s artikel er ret informative.
Update:
Dorte Toft har den samme mening.
Usynlig bagdør
Det er sjovt som verden tilsyneladende bevæger sig i ring. Version2 bringer en opsigtsvækkende nyhed om den usynlige bagdør. I korte træk gÃ¥r det ud pÃ¥ at ændre opbygningen af CPU’en, sÃ¥ den kode der kører pÃ¥ den, bliver Ã¥ben for angreb. Det kræver selvsagt at man har en FPGA-lignende processor, sÃ¥ lige nu og her er risikoen ikke voldsomt stor. Men den minder mig om en af de virkelig gode historier fra computernes ungdom.
Ken Thompson, en af ophavsmændene til UNIX, byggede en bagdør ind i loginkoden. Nu var det jo naturligvis ikke så smart at have den synlig i kildeteksten, fordi så ville alle og enhver kunne finde og bruge den. I stedet ændrede han C-compileren, så den satte noget ekstra kode ind, hver gang den oversatte lige netop loginprogrammet. Der var jo naturligvis det samme problem med at have den slags stående frit fremme i kildeteksten til C-compileren, så rettelsen blev gemt væk på samme måde. Og det medførte den perfekte bagdør, der ikke kunne findes nogen steder. Kildeteksten til både login og C-compileren indeholdt ikke andet end det der burde være der, og ingen var nysgerrige nok til at underøge den eksekverbare udgave af C-compileren.
Så den egentlige nyhed fra Version2 er egentlig ikke at man kan gemme bagdøre på steder hvor ingen regner med at de er. Det skete allerede for 30-35 år siden. Nyheden er egentlig kun at man er begyndt at tænke på hvad der kan gemmes væk i hardwaren. Og især hvis fremtiden bringer FPGA-teknologi ud i brede kredse, er det bestemt en ting at være på vagt overfor.
Det perfekte udseende
Hvordan ser den perfekte blog egentlig ud? Jeg har kigget på en masse forskellige udseender til WordPress, uden helt at kunne finde noget jeg er tilfreds med. Jeg leder stadigvæk, men jeg er så småt begyndt at indstille mig på at det jeg vil have, ikke helt findes.
For det første er næsten alle af den opfattelse at en browser har en bestemt bredde. Jeg kan ikke helt se pointen med at have en hel masse tom luft ude i siderne af skærmen. Specielt ikke, når flere og flere sidder med en laptop, hvor skærmen er i bredformat. Så krav nummer et er at det skal kunne fylde det hele ud.
Og når skærmene nu er så brede, at der alligevel er mageligt plads til to sidekolonner, hvorfor så ikke finde ud af at lade enkelte widgets brede sig ud over to af dem? Især en tag cloud kunne have god glæde af at få lidt mere plads i bredden, så der ikke er alt det tomme luft.
Er der nogen der kender et theme til WordPress, der ligner noget i den retning?
Pandelamper
Pandelamper er simpelthen guds gave til menneskeheden. Det er i det mindste min erfaring, efter jeg har brugt min Tikka i godt og vel et års tid. Der er et hav af situationer, hvor det er temmeligt upraktisk at stå med en lygte i hånden. Da jeg købte den, regnede jeg mest med at den skulle bruges til nat-geocaching, men praksis er blevet en anden. Det hjælper selvfølgelig at den er så lille, at det er praktisk muligt at gå rundt med den i lommen i det daglige. Når den er lige ved hånden, viser behovet for håndfrit lys sig mange flere steder end man umiddelbart skulle tro. For eksempel, når man ligger og kravler rundt nede i bunden af bilen efter den sikring man lige har tabt. Kabinelyset rækker altså ikke ned under sædet.