Det elektroniske rejsekort er nu blevet udskudt på ubestemt tid. Der er tilsyneladende tale om den sædvanlige historie om et offentligt udbud, der går i vasken. Tiden vil vise om det er urealistiske krav, underbudgettering eller slet og ret for mange interessenter, hver med deres modsatrettede krav.

Den tekniske side af sagen burde ikke være en stor udfordring, da der findes en række forskellige løsninger. En af dem, Hong Kongs Octopus, har været i drift i over ti år. Singapore har EZ-Link, et system der har været i brug siden 2001. EZ-Link har haft de samme børnesygdomme som lader til at have stoppet det danske projekt. Det oplagte ville være at studere implementationen af disse to kort, og om ikke andet undgå at gentage andres fejl.

Det er nærliggende at bruge lejligheden til at klandre regeringen for inkompetence og uduelighed, men det ville være for let. Det er ikke første gang et offentligt projekt kører af sporet. I flæng kan vi nævne Amanda, DeMars, EPJ og IC4. Så det lader til at være en systematisk fejl i den danske (stats)forvaltning. Og det er her min under bryder ud i lys lue. Hvorfor er det at den samme farce får lov til at gentage sig den ene gang efter den anden?

Pudsigt nok, har Dorte Toft netop skrevet om manglende mod og feje direktører. Det jeg hæfter mig ved, både i hendes blogindlæg og klummen, er at det alt for ofte er indførslen af et nyt IT-system der skal være den drivende kraft bag en mere grundlæggende forandringsproces. Og når topledelsen mangler modet til at bakke 100% op om forandringen, er det IT-chefen der ender som syndebukken. Jeg ser de nuværende problemer med det elektroniske rejsekort, såvel som de fire andre offentlige katastrofer, som et udslag af dette manglende mod. I rejsekortets tilfælde, kunne det være nærliggende at se på den mildest talt uigennemskuelige takststruktur der nu gør sig gældende, hvor regionale busselskaber, DSB og kommunale bybusselskaber skal have enkeltbiletter, klippekort og periodekort til at gå op i en højere enhed. Jeg tror det virkelige problem ligger her. Hele historien har i alt fald en afsmag af at man sætter strøm på et gennembureaukratiseret system, der har udlevet sig selv. Når skeletterne begynder
at rasle ud af skabene, ligger fejlen hos den der åbnede lågen, og ikke hos dem der anbragte dem der i første omgang.